Hoppa till huvudinnehåll
11 min läsning

Der er gået hul på min kvindes drømme

Credits Recension: Shadi Angelina Bazeghi Fotograf: Hanne-Kjersti S. Iversen 13 maj 2021

Jeg flyver med fuglene i den tidlige frostklare morgen, forsøger at undslippe tanken om 11 år i fængsel. Vintersolen er ca. lige så kold som mit alter ego, Moderen af det kolde dybe vand, som alligevel var naiv nok til at påtage sig recensionen af Fatemeh Ekhtesaris udvalgte digte i norsk oversættelse. Men som nu, ved nærmere eftertanke, nødvendigvis må spørge sig selv: hvem er jeg til at recensere Ekhtesaris digte? Hun har skrevet flere bøger end mig, har en skare af læsere og 124.000 følgere på sociale medier. Jeg har end ikke deltaget i den årlige poesifestival i Göteborg, som Ekhtesari i 2013 deltog i.

Det er jeg ærlig talt i skrivende stund temmelig glad for! Jeg ved ikke, hvad der foregik under festivalen, som bevirkede, at hun efterfølgende blev idømt 99 piskeslag og 11 års fængsel i Iran. Hvad kan om muligt være sket? Hvad blev der talt om? Det er temmelig dumt at stille de her spørgsmål, når jeg egentligt ikke vil kende svarene. Og det er ikke for at være bedrevidende eller kloge mig på ting, som jeg ikke ved en dyt om, når jeg nu understreger the obvious: for det giver vel sig selv, at man må og skal, som arrangører, tage sine forholdsregler, når man inviterer unge digtere fra et land, hvis love og skikke og regler de er underlagt, selv når de befinder sig i udlandet. Det giver sig selv, at man er nødt til at skabe et rum som er poetisk funderet fremfor ideologisk. Revolten må man selv stå for og det for egen regning.

Misforstå mig ret, jeg er her udelukkende for at sætte fokus på Ektesaris poesi. Jeg ønsker ikke, at digtene overskygges, men jeg kan heller ikke ignorere eller benægte kendsgerningerne: digtene findes nu på norsk i Nina Zandjanis oversættelse, fordi Ekhtesari som følge af omstændighederne har måttet forlade Iran og befinder sig i Lillehammer som fribyforfatter.

Jeg tænker. Jeg tænker. Jeg tænker på moderland og eksil. Et moderland som jeg elsker. Elsker. Elsker som en vanvittig. På en poesitradition som vi begge tilhører, men som vi alligevel ikke rigtig tilhører og er afskåret fra – om end af forskellige grunde. Jeg tænker. Jeg tænker. Jeg tænker på de linjer, der går fra Forugh til Fatemeh til Shadi. Hvad er det for linjer, der pludseligt er opstået, og som jeg kan skimte i horisonten? Hvordan ser de ud i deres klare farver og former? Hvordan forbinder de os helt præcist, og hvordan adskiller de os? Jeg har som sædvanlig 20 spørgsmål til professoren. Er i øvrigt så træt som et pandemisk år, og banalt nok mest træt af at være fucking træt. Kulden er hæslig for tiden. Det synes som den koldeste vinter i kvindes minde, og de tunge vingeslag holder mig lige akkurat hængende, vandret i luften. Så lad mig igen understrege the obvious: det her er ikke en traditionel recension.

- O tiger-seizer! What has made thee decrepit like an old fox?[1]

- Det har vel livet, honey. Livet i eksil. Livet i hjemlandet. I krigen. I minderne. I marginalerne. I længslen efter solen. I fattigdom … Anyway, Fatemeh Ekhtesari er født i 1986 i Iran. Hun er uddannet jordmor og har udgivet tre digtsamlinger og to novellesamlinger. Hun debuterede med digtsamlingen En feministisk diskussion inden der skal koges kartofler (Yek bahse feministi ghabl az pokhtane sibzaminiha) i 2010. Den norske oversættelse, Vi overlever ikke, består af 30 udvalgte og nummererede digte fra forskellige tider og samlinger. Digtene handler om undertrykkelse og tortur, om at eksilere, at efterlade og blive efterladt. Om en kvindes oprør og kamp for retten til at være sig selv. En kvinde, der bevæger sig gennem en voldelig verden og forsøger at finde en udvej, en vej ud af alt, der begrænser hendes liv, hendes eksistens, men vejen er – med hendes egne ord i digt 17 – lukket som hendes mund. I et andet digt forlader hun ”lufthavnen i retning af ingenting”. For ”historien er blind” og natten trættere end søvnen i hendes øjne.

Det er svært ikke at blive dybt berørt af denne kvindes blik: hendes kritiske og sorgfulde blik på verden og livet, af måden hvorpå hun bevæger sig, fra nat til nat, sorg til sorg, fængselscelle til isolationscelle: ”cellens metaldør” til ”væggenes kulde” til ”tæppernes søvnløshed”, og fra tortur til graviditet til at miste alting: ”jeg tog ikke gaden med mig/jeg efterlod huset ved vejens ende/og stod tilbage med ingenting/udover en tom rygsæk”.

Det er sket så få gange i mit liv, at jeg ikke har været i stand til at læse en digtsamling fra ende til anden. Måske skyldes det den her gang, at de her digte er det tungeste, jeg har læst af så ung en digter. Der er en sorg og en smerte, som næsten ikke er til at bære eller bunde i, men som bliver båret af digtene med elegance og til tider med så ophøjet en ro, som var det ingenting. Det er alligevel noget af en bedrift for enhver digter, og det kræver ikke desto mindre sin kvinde. Men det er ligesom, at denne kvinde træder meget tydeligere frem i Zandjanis oversættelse, hvor hun har set bort fra digtenes rimsystemer. Man kan læse de persiske og norske digte side om side i bogen, og af efterordet fremgår det også, at samtlige digte er skrevet i post-moderne gahzalform.

Ghazalen stammer oprindeligt fra arabisk poesi og kan dateres tilbage til det 7. århundrede. Den trådte for alvor og bestandigt ind i persisk poesi ca. 500 år senere. En ghazal kan sammenlignes med en sonet og består som regel af 5 til 15 kupletter med samme rimmønster og metrik. Rimmønsteret kan fx beskrives som AA, BA, CA, DA, osv. Og det er lige præcis dette mønster, som Ekhtesari har konstrueret digt 11 og 12 efter. Hun anvender i øvrigt endnu et klassisk mønster for at opfylde rimkravet: at gentage det samme verbum i hver anden strofelinje gennem hele digtet. Man kan altså som regel placere verbet sidst i sætningen på persisk, om end det til tider kræver kunstige omvendte ordstillinger. Man kan også få strofelinjerne til at rime ved at bruge forskellige verber, eftersom de rimer mere end som så, fx: miravad (hen går sin vej), midavad (hen løber), milarzad (hen ryster), miresad (hen opnår/ankommer), mikeshad (hen trækker/tegner). Klassiske digtere som Rumi (1207-1276), Saadi (1210-1291) og Hafez (1315-1390) har udviklet og etableret ghazalformen i persisk poesi. Den post-moderne ghazal adskiller sig formmæssigt ved at være mindre stringent og består ofte af kombinationer af forskellige mønstre og rimsystemer. Og mens de gamle tunge drenge digtede om åndeligheder, sufisme, åndelig kærlighed og den imaginære beloved, digtes der i den nye form om livet i den fysiske verden. I løbet af 1950´erne begyndte en række digtere, heriblandt Forugh Farrokhzad, at eksperimentere med de formerne og banede vejen for, hvad der nu om dage kaldes post-moderne ghazal.

Ekhtesari henviser da også en del gange til Forughs poesi. Og pudsigt nok refererer hun til digte fra Forughs seneste samlinger, der i modsætning til de fire første, ikke er skrevet efter klassiske forskrifter, og hvor Forugh insisterer på at bryde med konventionerne og alle former for traditionsbunden poesi. Jeg er, i tråd med Forugh, nødt til at insistere på, at poesien må være fri, så den kan rumme den frie og uafhængige tankeform. Misforstå mig ret; jeg kan slet ikke forestille mig et liv uden Hafez eller Rumi, og Hafez’ ghazal-samling på 638 sider er da også den eneste digtsamling, som jeg bogstavelig talt altid har stående på skrivebordet. Forleden spurgte jeg Hafez om råd vedrørende et crush, som er i total silent-mode, og han svarede med ghazal 311: ”Naaleye aasheghan khosh ast, benaal![2]”, og som på godt post-post-moderne dansk kan oversættes til: Det er så lækkert med alt det kærlighedsklynkeri, klynk! Tak, og nej tak, tænkte jeg. As if I am his regular bitch. Bare for at sige; I am a believer, og jeg tror på den autonome poesi. Den post-moderne ghazal er hverken en åndelig fugl eller en jordisk fisk. Den har været en del af persisk poesi i godt og vel 70 år – uden rigtigt at rykke, uden ligefrem at føre til en masse poesi i verdensklasse. I den samme periode har fx filmkunsten udviklet sig gevaldigt i forskellige retninger, men generation efter generation af digtere bliver ved og ved med at gentage de samme rimsystemer. Det er en vogn, der kører i ring, og det bliver altså uden mig og mit alter ego. For den vidner om oldtiden fremfor samtiden, og den oser af en litteraturhistorisk meta-æstetik, fremfor den enkelte digters egen æstetik og egne tankeformer.

Når det er sagt, så er jeg ikke helt idiot. Jeg kan sagtens se, at Ekhtesari har sin egen stil. At digtene arbejder med at implementere nye former, og det er meget mere end jeg kan sige om dele af samtidspoesien i norden, hvor der ikke rigtig arbejdes med form. Ikke desto mindre fremstår Ekhtesaris digte og karakter stærkest, når de er frie for poetiske konventioner, dvs. når der ikke genereres mening på konventionel vis gennem konventionelle poetiske billeder som fx nat, mørke, (våde) øjne, favntag og gråd, men i stedet skabes nye billeder og sammenhænge ved eksempelvis at veksle mellem individniveau og et alment- eller strukturelt niveau:

”Nogen skabte undertrykkelse og muligheder for dig, fængselstremmer af dine ribben/og slettede den sidste sætning på den her side… taberen løber stadig rundt om sig selv!”

Eller som i samlingens sidste digt, hvor jeget bliver til en ”fabrik”, ”i færd med at producere mareridt/med sovepiller og bedøvelsesmidler”:

Jeg er et levende produktionsapparat

med hul i skjortelommen livet igennem

den regnfulde nat drypper fra taget

der er gået hul på min kvindes drømme

vi håber, at det bliver morgen

der er gået hul på mit hjemlands lille sol

Flere af digtene omhandler arbejdernes vilkår, og i det hele taget er der noget fabelagtigt over de politiske digte, fordi de er så poetisk velfunderede. Og så er der også mistroiske kærlighedsdigte, storbydigte, og digte som i glimt er punkede og minder mig om Michael Strunge i stilen:

”Nyheder er smitsomme ødelæggelser i byens årer

nyheder er skærende barberblade og skarpt metal”[3]

Zandjani har som sagt valgt at se bort fra rimsystemerne og i øvrigt fundet mange fine løsninger på konstruktioner, der virkelig er svære at gengive. Kunsten at oversætte poesi handler jo overordnet set om at vælge, hvad der kan gå tabt, og hvad der må og skal stå tilbage, for det er ofte umuligt at få det hele med. Spørgsmålet er så, om jeg ville vælge og vægte på en anden måde. Ja, utvivlsomt, på godt og ondt. Det er derfor, at det hedder oversætterens valg.

Og nu for at parafrasere Ekhtesari og citere Forugh: nu er der vist ikke mere at sige, andet end at læs digtene, andet end at vi overlever, i kraft af hinanden og poesien. We are here to push each other forward – in one way or another and in spite of all. Lad os tro! ”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid. Og på poetisk retfærdighed.


[1] The Bustan (The Orchard) of Saadi, oversat af Hart Edwards, 1911.

[2] Hafez Shiraz, i Ahmad Shamlus gendigtning fra oldpersisk til persisk, Morvarid forlag, 1994.

[3] Uddrag af digtene er oversat til dansk af undertegnede.

Like what you read?

Take action for freedom of expression and donate to PEN/Opp. Our work depends upon funding and donors. Every contribution, big or small, is valuable for us.

Ge en gåva på Patreon
Fler sätt att engagera sig

Sök